Artiklen må aldrig bruges eller gengives uden forfatterens samtykke.
Det perfekte liv
De har gode uddannelser, gode jobs, rimeligt med penge og en stor omgangskreds. Alligevel føler en stor del af generationen omkring de 30 år en dyb frustration over tilværelsen, og hænger fast i resterne af studietidens ungdom og vildskab. De er blevet frihedsjunkier og ser sig selv som uopdagede supertalenter.
Det skete i Electric City i Taastrup. Mads havde længe nok smidt sit svedige fodboldtøj på stuegulvet, og nu var han og kæresten blevet enige om at købe en vaskemaskine. Den ville passe perfekt ind i hulrummet ved brusenichen, så nu var det bare at finde den helt rigtige model.
»Lige pludselig mens vi stod der i Electric City gik det helt galt oppe i hovedet på mig. Vi stod og gloede på 1.000 helt ens hvide kasser, og jeg fik pludselig en utrolig stor nedtur. Det var nærmest et strejf af en dyb eksistentiel krise, og det var totalt skræmmende. Vaskemaskinen symboliserede jo netop det, som jeg ellers altid har kæmpet imod - ensartethed, borgerlighed, kedsommelighed, trummerum - i sidste ende døden,«
fortæller Mads.
Set udefra har Mads ellers det perfekte liv. Han sidder henslængt i sofaen i sin store taglejlighed i Københavns indre by, han er høj og muskuløs, er uddannet læge og har økonomien og privatlivet i orden. Hvis lykken virkelig findes, burde Mads være lykkelig.
»Jeg kan da godt se, at jeg objektivt burde være lykkelig lige nu, men jeg ved sgu ikke rigtigt.«
Mads fyldte 30 år i vinter, og han tilhører den generation, som forskerne kalder »De frie 1ere«. Gruppen findes mellem den tidlige ungdom og de, der er blevet forældre, og kendetegnende for »De frie 1ere« er, at de står overfor uendelige muligheder og uendelig frihed. De er veluddannede, sunde, har en stor omgangskreds, en god bolig, et godt job og et liv, der set udefra kører på skinner direkte mod lykken.
Alligevel er der noget, der nager generationen omkring de 30, og som Mads følte intenst, da han den eftermiddag stod i Electric City i Taastrup.
»Hver gang jeg køber en vaskemaskine eller den slags, så føler jeg, at jeg i virkeligheden køber en lille sten til den mur, der i sidste ende hegner mig inde. Min ultimative drøm er jo frihed. Jeg har altid følt, at jeg kunne klare alt. Jeg kunne blive professionel fodboldspiller, hvis jeg ville, eller jeg kunne blive en stor finansøkonom - det har været et spørgsmål om at vælge, og valget er egentlig ubehageligt, for det begrænser samtidig ens frihed,« forklarer Mads.
På den måde er Mads arketypen på »De frie 1ere«, for de jagter friheden for enhver pris, men har svært ved at se, at det netop er jagten på friheden, der skaber frustrationen. På trods af sundheden, boligen, jobbet og alle mulighederne, viser statistikken, at de psykiske problemer boomer for generationen af folk omkring de 30 år. Udover p-piller, astmamedicin, hovedpinepiller og andet hverdagsmedicin, viser statistikken, at de mest solgte lægemidler for aldersgruppen mellem 30 og 34 år er midler mod angst og depression, slankemidler, midler mod mavesår, antabus og vanddrivende medicin.
Anne Skare Nielsen er tilknyttet Institut for Fremtidsforskning i København, og har Fortsætter side 4 beskæftiget sig med såkaldte »Drømmeuniverser«. Hun mener, at den nuværende generation af unge omkring de 30, har nogle helt særlige måder at opfatte sig selv og livet på, som adskiller dem fundamentalt fra andre generationer, og gør dem til lette ofre for frustration.
»De er vokset op i et samfund, hvor de aldrig har mødt nogen fundamentale problemer, og samtidig har de igennem hele opvæksten fået at vide, at de kan alt. Derfor er de blevet en generation af mennesker, der er fuldstændigt overbeviste om, at de hver især har et potentiale til at blive noget stort. Netop derfor er det et kæmpe antiklimaks for dem, når de så en dag skal etablere sig og står i Snehvide og kigger på en tørretumbler, for de mener jo selv, at de er skabt til noget meget større. Med den følelse er det jo svært at tage en beslutning, for lige meget, hvad man vælger, kunne man have valgt noget andet, der måske gav bedre mulighed,« siger Anne Skare Nielsen.
Jagten på det helt perfekte liv, og angsten for at tage en blivende beslutning, kan tydeligt ses i statistikkerne. Aldrig før har de unge skiftet job så ivrigt som i øjeblikket, og lavprestigefag som slagter eller skraldemand er ikke noget, der tiltaler en generation, der ser sig selv som stjerner. Også valg af partner og beslutningen om at få børn er forrykket. I 1960erne var den førstegangsfødende kvinde omkring 23 år - i dag er hun tæt på at være 28 år, når hun endelig tager beslutningen om at få et barn. I England er der ligefrem et særligt navn for den mandlige pendant til frie kvinder omkring de 30 år - han kaldes STUM (Straight, Thirty-something, Unattached Males) - og har et liv med et hav af affærer, et nyt smart job hvert år og en tilværelse i overhalingsbanen.
»For generationen omkring de 30 år, er det utroligt svært at stå fast ved sine beslutninger. Især beslutningen omkring partner, for man er vant til at alt kan skiftes ud og ændres.
Før i tiden var tilværelsen i langt højere grad givet - man havde ikke så mange valgmuligheder. I dag kan man vælge sit køn, sin næses størrelse, sin livsstil, sit job og selvfølgelig også sin partner. Samtidig har vi fået sådan et mærkelig begreb, der hedder »Den eneste ene« - det er sådan en partner, der kommer farende ud af det blå og opfylder alle ens længsler i livet. Men når man så endelig finder en fyr, som i virkeligheden er rigtig sød, ja, så opstår de der venindediskussioner på cafeerne, hvor man fortæller, at man altså lige har fundet en fyr, der har det hele, men desværre også har hår på ryggen, og derfor ikke kan bruges til noget alligevel,« siger Anne Skare Nielsen.
Ifølge Anne Skare Nielsen er tidens realityshows et tydeligt symptom på generationens tilstand. Hver gang et nyt show annonceres melder tusindvis af interesserede sig, fordi de ser det som en mulighed for endelig at vise omverdenen, hvem de i virkeligheden er - at de er fødte stjerner. Når showet så er slut, vender deltagerne hjem og skifter straks jobbet, kæresten og hele deres gamle liv ud, fordi de mener, at alt det gamle ikke længere står mål med deres egen succes. Den form for tilværelse foregår ikke kun foran TV-kameraerne, men er blevet en hel generations måde at leve på, og det reflekterer medierne. Bladet »I Form« appellerer netop til aldersgruppen omkring de 30 år, og bladet har måtte ændre sig lidt siden det udkom første gang 1980erne.
»I dag henvender vi os ikke alene til mennesker, der lever i faste forhold, men også direkte til singles, fordi vi ved, at mange af vores læsere skifter partner og lever som singles i perioder. Vores læsere er søgende, og går hele tiden mod nye græsgange og søger nye udfordringer i livet. De binder sig nok lidt senere end før i tiden, men går meget op i at få det maksimale ud af deres liv. Og den tendens afspejles selvfølgelig også i vores blad, som forsøger at give dem værktøjer til at forvalte al deres frihed,« siger Helle Nordgaard, redaktionschef på »I Form«.
Ud og fyre den af
På samme måde har andre medier også ændret stil, så de i højere grad tager hensyn til det voksne legebarn. Softwareproducenten Microsoft har ligefrem lanceret computerspil, hvis målgruppe retter sig specielt mod folk omkring de 30, og også rejsebureauerne har fundet koncepter, der passer til den nye gruppe, der ikke kan falde til ro og blive voksne på den gammeldags facon. Rejsebureauet Albatros Travel kalder de specielle rejser for Adventure-rejser.
»Vi oplever en stadig stigning i gruppen af gæster omkring de 30 år. De er singles og veluddannede og vil simpelthen fyre den af, inden de sætter sig fast. De vil helt ind midt i vandfaldene og ned bagest i de små landsbyer - de vil simpelthen have noget ud af livet. Vi har også stor glæde af, at kvinderne føder senere og senere,« siger Niels Johansen, udviklingschef hos Albatros Travel, der arrangerer oplevelsesprægede Adventure-rejser til hele verden. Men det store spørgsmål er, om den evige jagt på frihed i sidste ende giver de 30-årige lykke.
Mag.art.psych Allan Holmgren har skrevet bogen »Par i terapi«, og kalder det »at pisse i bukserne for at få varmen,« når de 30-årige som rene oplevelsesjunkier farer forvirret rundt for at finde det gode liv.
»Det handler jo om, at de hele tiden tror, at naboens græs er grønnere. De har slet ikke fattet, at livet leves lige nu - foran næsen på dem. Før de forstår det, vil de konstant føle rastløshed,« siger han. Han mener, at en markedsorienteret kultur har sneget sig ind i de 30-åriges liv og parforhold. Det betyder, at de hele tiden har en følelse af, at tingene skal fornyes, før de bliver lykkelige.
»De tror, at friheden er lykken, men det er i virkeligheden en stor illusion, for med friheden forgår forbundetheden, og man bliver i stedet ensom. Så begynder man at tosse rundt fra den ene oplevelse til den næste i håbet om endelig at føle suset. Det fjerner fokus fra forbundetheden og kærligheden, som i virkeligheden er det, vi længes efter,« siger Allan Holmgren.
Ifølge Allan Holmgren holder kun de parforhold, hvor begge parter er parate til at gøre op med det materielle og oplevelsesmæssige race, der stjæler tiden fra nærheden. »Man skal simpelthen være parat til at droppe ambitionerne og måske trække sig lidt tilbage og flytte på landet. Det kræver, at man går på tværs af alle de moderne sociale konventioner, men det skal der altså mange gange til for et godt parforhold,« siger han.
Anne Skare Nielsen, der har forsket i »Drømmeuniverser« på Institut for Fremtidsforskning er enig i, at frustrationen kun hører op, hvis de unge fjerner fokus fra egne fantasier om sig selv som stjerner og de ambitioner, der følger med.
»Det handler om at sparke sig selv i røven. Stoppe op og være tilfreds. Mange omkring de 30 år, opfatter det at få børn som noget meget skræmmende, for børn er noget, der i modsætning til alle andre ting i deres liv, ikke bare kan fortolkes eller smides væk. Men det paradoksale er, at de selvsamme mennesker, der før var skræmt, pludselig finder en ekstrem lettelse, når de så endelig får børn. Pludselig bliver fokus tvunget fra dem selv, og over på et andet menneske. Og det har de aldrig prøvet før,« siger hun.
For 30-årige Mads er børn dog fortsat en del af et skræmmende voksenliv. Selv om han har rundet de 30 år, føler han sig ikke klar til hverken børn eller carport. Han vil hellere lege med sit nyerhvervede motorcykelkørekort eller med sit svæveflyvecertifikat, end at tørre babygylp op en søndag morgen. Heller ikke fredelige familieferier kan Mads se sig selv på. Han har allerede været på to skiferier i år, og sommerferierne tilbringer han helst med vennerne på sejltur i den svenske skærgård eller på tilfældige bilcruises ned igennem Europa.
»Jeg ønsker jo egentlig ikke at falde til ro, for det må være kedeligt. En slags bedøvelse. Men okay, jeg kan måske godt forestille mig, at jeg vil se helt anderledes på det, hvis jeg en dag får børn. Jeg kan da godt blive misundelig på dem, der bare kan finde sig i deres liv og de valg, de har truffet. De oplever måske ikke tilværelsen så frustrerende.«
Tilbage til toppen
© Erik Bork. Artiklen må ikke kopieres eller viderebringes under nogen former uden forfatterens samtykke.
